Litteratursamtaler efter gehør i grundskolens danskundervisning
Af Louise Rosendahl Bang
Faglitteratur til læreren
ANMELDT AF BIRGITTE SVENSTRUP
Mere jazzede litteratursamtaler i dansktimerne, tak! Sikke en skøn medbetydning af bogens titel! Og til det må man bare sige: Ja, tak!
Hvor mange gange som dansklærer har jeg ikke hørt elever sige, at det dræber enhver tekst og enhver lyst hos eleven at få tonsvis af lærerstillede spørgsmål til en litterær tekst, for slet ikke at tale om dansklæreres slaviske brug af analysemodeller i litteraturarbejdet.
Min erfaring siger mig med al tydelighed: Ja, det dræber enhver lyst hos eleverne til at tale om tekster, og spørgsmålet er også, om man får bedre tekstlæsere ved at drive litteraturundervisning på ovenstående måde – og navnlig, hvis dette er den eneste måde at gøre det på år efter år efter år.
Inspirationen henter forfatteren i jazzens verden: med improvisationer, et langsommere tempo, med turtagning, med soloer, større risikovillighed og ikke mindst dét at turde slipper noder og opøve gehør. Ikke i musikken, men i litteraturen. Forfatteren henter sin teori hos bl.a. Vibeke Hetmar og Illum Hansen samt metoder, som Forfatterskolens undervisere benytter sig af. I bogens kapitel 1 redegøres der for tråde i den anvendte teori.
Lærerrollen med spørgsmål-svar-metodik er skiftet ud med en samtaleteknik, hvor eleverne får ordet og folder dét ud, som de bemærker i teksten – især det æstetiske i teksten. Her skal æstetik forstås bredere end normalt: en forståelsesramme af ordet, som er beslægtet mere med det sanselige, det følelsesmæssige og kunstneriske.
Læreren er ”lytteren” på lige fod med klassekammeraterne, og de sidstnævnte bliver ansporet gennem samtaleteknikken til at turde tage ordet efterfølgende og kommenterer på det hørte eller bringe det frem, som de har bemærket.
En meget spændende metode og givende. For kender vi ikke alle sammen til, at kun ganske få elever deltager i litteratursamtalerne? Jeg tror, at den jazzede samtaleteknik giver langt flere elever modet til at turde tage ordet og folde deres oplevelse af teksten ud for flere og derved få respons på det oplevede af ligeværdige samtalepartnere. Sammen bliver eleverne klogere på teksten.
Forfatteren introducerer begreber om fx OSMT: observation, supplering, modstand, tilslutning. Hvis jeg skal forsøge at forklare begrebet, kan det være sådan: En elev observerer noget i teksten, folder det ud, andre elever supplerer, nogle yder modstand, flere tilslutter sig det hørte og sagte. Kammerater bliver medtænkere og autentiske samtalepartnere.
Og hvor er læreren? Ja, læreren lytter og ”mm’er” til det, han/hun hører. Eller gør slet ikke noget – måske kun igangsættende. Og for at nå dertil kræver det træning både for elever og lærer. Litteratursamtaler fungerer vel kun bedst, når alle er ligeværdige, lyttende og givende ind i samtalen. I æstetik er der ingen facitliste.
På www.akademisk.dk ligger der relevante printark. Fx et ark med sætningsstartere til samtalerne. Disse er supergode.
Materialet henvender sig primært til dansklærere i grundskolen og til lærerstuderende med dansk som linjefag og kan efter min mening bruges overalt i skolens litteraturundervisning, da principperne bag kan transformeres til alle klassetrin.
Min vurdering er, at materialet ikke bare kan anskaffes og så bruges slavisk – det kræver gennemarbejdning til lærerens egen praksis, og ikke mindst kræver det træning i teknikken. Men jeg vil mene, at hvis man i et danskteam arbejder med materialet, teorien bag og anvender nogle af samtaleteknikkerne i praksis, kan man få rigtig meget godt til egen undervisning i litteraturarbejde. Og så har man jo sit danskteam at sparre med og få feedback fra, hvis materialet anvendes for ovenfor skitseret.
Selv angiver Louise Rosendal Bang praksiseksempler fra 9. klasse, men jeg synes netop, at det giver mening at brede samtaleteknikken ud til langt lavere klassetrin.
Hvorfor?
Måske kan vi ad den vej lægge spor ud til optagethed af litteratur og ikke mindst til elevernes læselyst.
Og til det kan jeg kun sige: Ja, tak!
ANMELDT AF BIRGITTE SVENSTRUP
Louise Rosendahl Bang: Litteratursamtaler efter gehør i grundskolens danskundervisning
124 sider.
Vejl. pris kr. 249,95 ekskl. moms
Didaktikserien, Akademisk Forlag, 2024.