Dagens drama – skab trivsel i indskolingen
Af Anna Ross Agner
Faglitteratur til læreren
ANMELDT AF ANNE SKOVMARK
I den nye bog Dagens drama finder man øvelser og aktiviteter til at arbejde med de yngste elevers trivsel. Bogens tilgang til arbejdet med trivsel er dramapædagogisk. Den kan dog bruges af alle, både de, der har erfaring med at arbejde med drama, og de, for hvem det er aldeles nyt. I bogens første kapitel finder vi således en introduktion til, hvad dramapædagogik er, og hvordan man som lærer kan gribe det an. Første kapitel slutter med et afsnit om, hvordan man helt konkret kan bruge bogen, og med en liste med centrale begreber, der bruges i løbet af bogens øvelser og forløb.
Bogen er så snedigt sat sammen, at den er inddelt efter skoleåret og ganske enkelt har kapitler, der passer til 2 måneder ad gangen. Man kan således, hvis man ønsker det, begynde ved skolestart og så gå frem dag for dag. Alle øvelser forklares grundigt, og der er forslag til, hvordan man kan bygge videre på alle øvelserne, når man har lavet dem i »grundform«.
Når skoleåret slutter – i bogen – kommer forfatterens epilog. Her opsummerer hun bl.a., hvad drama har betydet og betyder i hendes undervisning, og hvorfor hun finder det vigtigt at arbejde med trivsel i en dramapædagogisk tilgang.
Bogen hedder Dagens drama – skab trivsel i indskolingen. Det gør den selvfølgelig, fordi bogen giver os daglige dramaøvelser til at arbejde med trivsel. Jeg har det dog svært med titlen, da netop udtrykket »dagens drama« på mere end ét lærerværelse har en negativ klang. Dagens drama ses mange steder som de situationer, hvor eleverne bliver uvenner eller får gjort noget, der måske ikke er helt gennemtænkt. Man kan selvfølgelig håbe, at en bog som denne kan vende den tankegang.
Man skal uden tvivl være til drama og dramapædagogik for at kunne lide bogen og for at tage den i brug. Og vigtigst af alt skal man holde sig for øje, om éns elever er til drama. Nogle elever vil uden tvivl hade drama og være utilpasse i øvelserne. Nogle af dem skal lige lande i det, men der vil være nogle, for hvem det er for grænseoverskridende, af den ene eller den anden grund, og det skal man som lærer respektere.
Hvis man ikke ved en masse om drama og dramaøvelser, så er hér et sted at starte. Jeg vil med spænding følge med i, om bogen vinder indpas rundtomkring i mit lærernetværk.
ANMELDT AF ANNE SKOVMARK
Anna Ross Agner: Dagens drama – skab trivsel i indskolingen
94 sider.
Vejl. pris kr. 400,-. inkl. moms
Forlaget Pøhler, 2024.