Co-teaching og professionelt samarbejde. Erfaringer fra praksis.

Af Micki Sonne Kaa Sunesen (red.)
Faglitteratur til læreren
ANMELDT AF ANNE SKOVMARK

Co-teaching vinder mere og mere frem på danske skoler. At være to lærere i faste gennemprøvede strukturer, så der ikke bare er en lærer og en “radiatorvoksen”, er et hit. Når det fungerer. Det er stadig nyt flere steder. Står man som lærer og ledelse i opstarten af arbejdet med co-teaching, så kan man med rette gribe denne bog på hylden. Der er nemlig kapitler til alle: til skolen og lærerne, til ledelsen, til ressourcepersonerne og et kapitel om co-teaching i specialpædagogisk praksis.

Bogen bygger på de erfaringer, Aalborg Kommune har gjort, siden de begyndte at arbejde med co-teaching i 2020. Bogens første kapitel er skrevet af Micki Sonne Kaa Sunesen, der også er bogens redaktør. Alle de andre kapitler er skrevet af undervisere og ledere fra Aalborg Kommunes skoler og af ansatte i Børn og Unge Aalborg Kommune. Så for dem, der elsker praktiske erfaringer, er der i denne bog en guldgrube at dykke ned i. Der er både noget om, hvordan co-teaching er implementeret, om børnesyn, om rammesætninger og om næsten alt, hvad hjertet kan begære, inden for erfaringer med co-teaching. Det, at kapitlerne har forskellige forfattere, gør læsningen dejlig varieret.

Jeg vil vove den påstand, at alle skoler, der arbejder med co-teaching, kan have glæde af denne bog. Som inspiration og som opslagsværk.

ANMELDT AF ANNE SKOVMARK

Micki Sonne Kaa Sunesen (red.): Co-teaching og professionelt samarbejde. Erfaringer fra praksis.
272 sider.
Vejl. pris kr. 320,-. inkl. moms  /E-bogsudgave vejl. pris kr. 224,-. inkl. moms

Dansk Psykologisk Forlag, 2024.