|
Ordblindes stavning – problemer og undervisning
Julie Kock Clausen og Trine Nobelius har undersøgt ordblindes stavefejl og staveudvikling. Undersøgelsens resultater har betydning for, hvilke typer af ordblindes stavefejl det er relevant at være opmærksom på, når deres stavesikkerhed skal vurderes.
Resultaterne peger på, at ordblindes staveudvikling ikke er anderledes end ikke-ordblindes staveudvikling, men ordblinde er længere tid om at tilegne sig skriftens principper. Især ordblindes fonematiske vanskeligheder forsinker og gør deres staveudvikling besværlig, fordi de ordblinde ofte hænger fast ved staveproblemer, som andre hurtigt løser og kommer videre fra. Der er ikke noget, der tyder på, at ordblinde har en anderledes måde at bearbejde sproget på end andre, men snarere at der er tale om en udviklingsmæssig forsinkelse i tilegnelsen af ortografisk viden.
Forfatterne giver konkrete forslag til en systematisk og funktionel undervisning i stavning:
For det første lægges der vægt på en målrettet undervisning, der fokuserer på at tydeliggøre de skriftsproglige principper, der ligger til grund for dansk ortografi.
For det andet lægges der vægt på, at staveundervisningen skal få eleverne til at tænke over skriftsproget.
I en sådan staveundervisning inddrages it-støtte som et naturligt element.
Endelig gives konkrete forslag til evaluering af staveundervisningen.
Bogen giver speciallærere, dansklærere og ordblindelærere indsigt i ordblindes stavefejl og staveudvikling samt konkrete forslag til staveundervisning og evaluering.
Julie Kock Clausen & Trine Nobelius:
Ordblindes stavning – problemer og undervisning
Den gule serie nr. 69, 80 sider.
Kr. 138,00 inkl. moms, ekskl. forsendelsesomkostninger.
ISBN 978-87-7473-040-8.
Kontakt Landsforeningen af Læsepædagoger |
Den gule serie nr. 69 er på grund af en beklagelig fejl fra Landsforeningens side blevet udsendt med titlen ”Ordblindes stavning – problemer og undervisning”. ”Ordblindes stavning – og undervisning af ordblinde i stavning” er den titel, som forfatterne Julie Kock Clausen og Trine Nobelius ønsker anvendt. Ved bestilling anføres ”Den gul serie nr. 69”.

Bestil klik her. |