Sikker Læs
Af Pia Ravn Andersen og Maria A. Skelbæk-Bundesen
Illustrationer: AI – ChatGPT
Serie: Sikker Læs
Undervisningsmaterialer
ANMELDT AF AMALIE SIF THOMSEN
Materialet består af otte elevhæfter, hvor Sikker Læs 1A og Sikker Læs 1B er tiltænkt 1. klassetrin og så fremdeles. Ifølge forlaget er fokus på læsning og læseforståelse; de fortæller, at “Hæfterne bygger på veldokumenterede strategier, der aktiverer elevernes tænkning før, under og efter læsning“, og at “alle elever (får) støtte til at forstå, reflektere og arbejde aktivt med tekst”. Kapitlerne indeholder forskellige teksttyper i alle elevhæfter, men teksttyperne og deres kendetegn introduceres ikke; det må læreren selv stå for. Teksterne bliver gradvist mere komplekse gennem hæfterne, og opgaverne bliver mere krævende. Fra hæfte 3A er der før-, under og efterlæsningsopgaver.
Jeg kan undre mig over materialets titel, der i min verden indikerer, at fokus er på sikker og automatiseret afkodning, men ifølge materialet er det læseforståelse, der er i fokus. Først og fremmest har jeg ikke kunnet opstøve en uddybning af, hvilke “veldokumenterede strategier” hæfterne bygger på. Det bør fremgå tydeligt, hvis man vil bryste sig af det. Det samme gælder påstanden om, at “alle elever (får) støtte til at forstå, reflektere og arbejde aktivt med tekst”. Så skal det som minimum være tydeligt at se i opgaverne, hvordan det sker.
Derudover er jeg uenig i, at elevernes tænkning aktiveres både før, under og efter læsning. Flere af opgaverne er simpel reproduktion, eksempelvis på s. 5 i hæfte 1A: Eleverne skal farvelægge en tegning, hvor den farvelagte udgave er lige ved siden af. I samme hæfte på s. 7 skal eleverne tegne en bi ud fra prikker, der har vokalerne ved siden af, men vokalerne kommer på ingen måde i spil, så man kan jo spekulere over, hvad eleverne monstro lærer af det. På s. 37, stadig i hæfte 1A, bedes eleverne tegne en nisse, der er afbildet lige ved siden af. Jeg fristes til at spørge: Hvordan aktiveres elevernes tænkning? Hvordan kan man kalde det “aktivt arbejde med tekst”? Hvad forventer man, at eleverne lærer af sådanne reproduktionsopgaver?
Nogle af tegne- og skriveopgaverne spørger ind til elevernes egne oplevelser eller holdninger, men mange er simple besvarelser af spørgsmål, optælling af vokaler eller farvelægning. Man kan diskutere, hvordan elevernes egen viden sættes i spil, når de får beskeden “tegn en sø, en båd, Tor og Tea” (hæfte 1A, s. 15). Farvelægningsopgaverne er også gerne, når de ikke er decideret reproduktion, blot en illustration, hvor farverne er fjernet, som det eksempelvis ses i hæfte 1B på s. 16. Det er altså ikke tegninger, der er beregnet til farvelægning.
I det hele taget er opgaverne af tvivlsom kvalitet: krydsord, hvor man kan komme i tvivl om, om ordet er “kat” eller “Mia” (hæfte 1A, s. 8). I hæfte 4A på s. 9 bedes eleverne kigge på billederne og udtale sig om at have en bror eller søster, der er anderledes, selvom de – undskyld udtrykket – intetsigende ChatGPT-illustrationer ikke giver nogen mulighed for at svare på det. I hæfte 3B, s. 15, skal eleverne lure, at “at trykke hurtigt“ ifølge bogen betyder det samme som “at spille ivrigt på telefonen”, hvilket jeg ikke vil erklære mig enig i. Ligeledes er teksterne af lav kvalitet og hænger ofte ikke sammen med illustrationerne.
Flere gange er der ting i teksten, som ikke er at finde på illustrationerne, og omvendt. Måske er det en af faldgruberne ved brug af AI, men det virker i hvert fald som venstrehåndsarbejde, og det er et unødigt benspænd at give nye læsere, der stadig i høj grad benytter sig af illustrationerne. Eksempelvis har man på s. 28 i hæfte 1A indsat billeder i stedet for enkelte ord i en opskrift. Men antallet af ingredienser passer ikke med teksten, og man kan komme i tvivl om, hvad der menes med billedet af komfuret. Mente man i virkeligheden kogeplade? Eller ovn? Held og lykke til eleverne i 1. klasse, kunne man fristes til at sige. I sangen på s. 34 i hæfte 1A synges der om en by, der “sætter farver på”. Hvad betyder det? Sådan kunne jeg komme med mange eksempler på tekst af svingende kvalitet og med mangler, der i bedste fald giver dårlige tekster og i værste fald giver eleverne dårlig mulighed for at løse opgaverne.
Alt i alt – der er intet nyt under solen med dette materiale. Der er ikke noget på spil her, som jeg ikke har set andetsteds i væsentlig bedre kvalitet. Og så er jeg nødt til at sige, at jeg synes, det er useriøst at bruge ChatGPT til et undervisningsmateriale. Eleverne fortjener god kvalitet. Og lur mig, om ikke 95 % af lærerne på de danske skoler ville være voldsomt utilfredse med, at (udskolings)eleverne benyttede sig af ChatGPT. Skulle vi så ikke selv holde os for gode til det?
ANMELDT AF AMALIE SIF THOMSEN
Pia Ravn Andersen og Maria A. Skelbæk-Bundesen: Sikker Læs 1A, Sikker Læs 1B, Sikker Læs 2A, Sikker Læs 2B, Sikker Læs 3A, Sikker Læs 3B, Sikker Læs 4A og Sikker Læs 4B.
Illustrationer: AI – ChatGPT
40-48 sider
Vejl. pris: kr. 190,- inkl. moms pr. pakke a 3 hæfter
Dansk Psykologisk Forlag, 2026

